Home is where the heart is…

Stedsidentiet er noget underligt noget – for hvordan kan man knytte sig til et sted, til en by, et område? Det er jo bare døde ting som f.eks. mursten og veje opbygget i et specifik mønster…

Det gør vi heller ikke, vi knytter os til de minder og drømme om stedet vi kan genkende os selv i, samtidig med, at vi lader mennesker holde vores hjerter i deres hænder mens vi bor på det givne sted.
Hvis dit hjerte ikke bliver grebet, ligger det koldt på jorden og fryser ind, og du finder du dig aldrig til rette på noget sted. På den måde kan f.eks. Katrinebjerg, en flække ude på landet, føles som det bedste sted i verden og Manhatten som det mest fremmedgjorte sted. – vi knytter erindringer og følelser til et sted på baggrund af de mennesker vi omgiver os med. Men når de hænder som engang greb dig ikke længere er, er det på tide at finde nye.

Jeg er lige flyttet – igen vil mange nok sige … Jeg har flyttet 9 gange på de sidste 3 år, og i alt i mit liv har jeg flyttet over 30 gange- en del af gangene var hjem til min mormor i forbindelse med start og afslutning på diverse udlandsophold, men ca. 20 gange har været reelle flytninger til en ny boform i Danmark.

Jeg er denne gang landet lige midt i sydhavnen, med luder & lommetyve, alkoholikere på Mozarts Plads, børnefamilier & singler og alle de andre, som minder mig om at mangfoldighed kommer i forskellige størrelser og former.
Der er nu gået ca. halvanden måned siden jeg flyttede ind, og for første gang i mange år oplever jeg at mit hjerte vist er blevet grebet. – en lidt uvant følelse af at ”komme hjem” begynder at vokse frem. Tiden vil vise om sydhavnen is where my heart is.

Posted in Stedsidentiet | Leave a comment

Kan danskhed måles i røde pølser?

For mig er pølsevogn, udover mad, duften af barndom, udflugter med min far når vi skulle på staden, og lykken ved at få ubegrænset antal hotdogs med røde pølser og rå løg. -Og det er her folk i dag kan få sig en mental slapper og lidt nostalgi.

Faktisk kan jeg li røde pølser så meget, at jeg fik overtalt min stedmor til at smugle to pakker røde pølser med hen til mig, da hun skulle besøge mig, dengang jeg i 1999 lavede frivilligt arbejde i England. Ikke rugbrød, ikke leverpostej. Røde pølser!

Nu er det jo politisk ukorrekt at spise de kemikaliebomber som nærmest kun består af fedt, finmalet brusk og ekstrakt af det pulveriserede rygskjold af en lidet kendt kaktuslus, Dactylopius coccus (i dag kaldt E120). Og ja jeg ved godt, at hele spelt segmentet lige nu er ved at kaste op i en kollektiv hysteri over farvestoffer, fedt og såkaldt trailer-mad. Men jeg elsker det!!!

Det er ikke fordi jeg vil tale folk fra stenaldermad og sukkerfanatisme

hvis det giver mening for dem, så synes jeg da bare de skal fortsætte, men for mig slår røde pølser med sukkermættet ketchup ølandsboller til enhver tid!

Jeg har endda en yndlingspølevogn.
Ikke fordi deres pølser er bedre end alle andre steder – den er min yndlingsvogn pga. dens placering – lige dér, under banen ved Nørrebro st.

Som et udtryk for den traditionelle danske folkesjæl med svinekød og samtaler om vejret som basisprodukt. – Som et udtryk for, at en af vores danske kulturarve er lige dele svinekød og lige dele tolerance af andre verdensbilleder. Lad os hylde, at der er nogle, der holder fast i andre danske værdier end dem Dansk Folkeparti forsøger at pådutte os.

Jeg synes, det er så fint som den ligger placeret midt i mellem overskudsagtige Frederiksberg, økologiske Østerbro, multikulturelle Nørrebro og det upolerede NV.
Som en lille hvid svane svømmer den i den andedam der er Danmark, og minder os om det gode i livet – det gode ved Danmark.

Posted in Kulturarv | Leave a comment

Jeg ønsker mig en stor røv!

Jeg er en af de kvinder, som bliver betegnet som ’store’. – Jeg kalder mig selv fed, fordi når det kommer til stykket er fed bare en størrelsebetegnelse, og at kalde sig selv ’stor’ synes jeg virker mere fordækt, som man ikke vil stå ved hvem man er… men jeg er også en af de fede kvinder, som har en tyk mave og ryg, men desværre ikke rigtigt nogen røv, ja jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at den er ret ikke-eksisterende.
I går gik jeg bag to kvinder, og jeg blev så fascineret af den måde de gik og struttede med måsen. Som den ’ikke-mås’ jeg selv er, blev jeg vild fascineret af den måde deres bagdele vippede op og ned under buksestoffet, ude af takt men alligevel i en fin symfoni med hinanden.

Bagdelene var pakke fint ind i stof, men de var på ingen måde skjult- de gik faktisk og viste bagdelene stolt frem. Og jeg ville ønske, at flere danske kvinder havde modet til at vise deres kroppe uanset størrelsen. Lige nu går mange tykke danske kvinder rundt og gemmer sig – hvorfor kan vi ikke bare acceptere os selv som vi nu engang ser ud, og vide at vi faktisk er elsket lige meget hvad?
Selvom jeg synes vi skal prøve at acceptere os selv som vi er, så er jeg altså bare fascineret af en stor røv.


Ligesom det er pokkers, at man ikke kan punkttræne så er det altså også pokkers, at man ikke kan punkt-ta-på, for så ville jeg altså ønske mig noget ’junk in the trunk’! Men så kan jeg jo altid lade mig imponere af de vidunderlige forskellige kroppe som jeg er omgivet af.

 

 

 

Posted in Kropsidentitet | Leave a comment

Børn – det er bare ikke for alle!

De fleste kan blive enige om, at der er visse mennesker som nok aldrig skulle have haft børn – men hvad sker der når en veluddannet, stille og rolig- og på mange måder ’mor-agtig’ kvinde vælger børn fra? Så fløjtes jagten ind, og man tillægges alverdens egoistiske og/eller emotionelt afstumpede motiver.
Jeg har taget en beslutning om at fravælge egne børn. Ikke fordi jeg hader børn, Jeg knuselsker faktisk mine kusiners børn. Jeg ønsker bare ikke egne børn.

Jeg har knoklet for at komme igennem universitetet, fordi jeg altid har ønsket et andet liv end mine forældre, et liv med flere muligheder end man har som ufaglært/bistandsklient. Jeg har arbejdet hårdt for at nå dertil hvor jeg er i dag, ikke for at gå på nedsat tid eller gå rundt med konstant dårlig samvittighed over at placere mit barn i daginstitution i 10+ timer. Jeg ønsker ikke et liv, hvor det primære formål med min tid bliver daginstitutions lukketider, flitsbuebarn-i-Netto, våde flyverdragter og livslang angst for deres fremtid.

Børn er ikke den eneste mening med livet

”BØRN ER MENINGEN MED LIVET!” Sagde en kvindelig bekendt med en stemme som, ansporet af diskussionen om børn og retten til fravalg, havde nået et ubehageligt skingert niveau. Hendes forjagede blik signalrede dog, at virkeligheden om livet med børn nok ikke helt harmonerede med den fantasi hun havde malet med rosa penselstrøg. Og nu havde hun krampagtigt brug for at gentage den ”sandhed” som hun selv engang havde overgivet sig til. Jeg skulle ikke slippe for et fordømmende blik og en irettesættelse!

Er jeg den eneste som synes, at det er en virkelig sørgelig erklæring, at ens liv ikke har nogen mening før man fik børn? At ens liv ikke gav mening før, er vel ikke det bedste salgsargument for at sætte unger i verden?!?
Jeg anerkender, at børn kan være en berigelse for visse mennesker, at rollen som mor/far har givet deres liv en ekstra dimension – ikke fordi deres liv var dårlig før, men bare at deres liv er blevet beriget på en helt fantastisk måde nu hvor de har børn. Jeg ved bare, at mit liv ikke bliver bedre, hvis jeg får børn.

Karrierekvinde og familiefar?

I et samfund, hvor det forventes, at man som kvinde klarer at jonglere med både børn, karriere, selvrealisation og at vedlige holde sin krop så man til sidst er ved at kvæles i kompromisser og restriktioner, bliver der skævet med et forurette blik til én, hvis man står ved, at man ikke ønsker sig et liv efter alle samfundets normer.
Hvorfor er ”karrierekvinde” så negativ ladet? – som om man er et menneske, hvis hjerte er frosset fast i en tykke iskappe, som har lagt sig som et slør over ens sjæl. Som om man er en forræder mod sit køn, hvis man vælger noget andet end det samfundet forventer man vil som kvinde. Hvorfor er “familiefar” samtidigt så positiv ladet – skal mænd have ekstra kredit for at prioritere den familie de selv har valgt at stifte?
Står valget mellem karrierekvinde eller mor? Jeg betragter ikke mig selv som en karrierekvinde, og jeg bliver aldrig en mor. Jeg er bare mig; både ambitiøs men også med hjertet og integriteten intakt, og det vil jeg blive ved med at slå et slag for. Også uden børn.

 

 

 

Posted in Dig og mig- og alle de små ting imellem os | Leave a comment

Facebook har stjålet mit kram!

Jeg er for nyligt kommet på Facebook igen efter en meget frivillig pause på 2½ år – for i forbindelse med et forestående kursus i digital marketing og social medier, hvor en Facebookprofil bliver et arbejdsredskab, måtte jeg overgive mig…

Jeg havde faktisk forsvoret, at jeg nogensinde skulle bruge det ”se mig, jeg har 300 venner – pouchy lips- og det fedeste liv” udstillingsvindue igen.

Facebook blev det ensomste sted i verden…

Beslutningen om at lukke min Facebook profil var ikke nem, for jeg vidste godt, at en del af mine connections var båret frem af de muligheder Facebook giver for at være i kontakt med nogen uden helt at være der alligevel, og dem ville jeg miste den sidste rest af forbindelse til, hvis jeg lukkede kontoen.
Jeg synes, det er problematisk, at vi foregiver at være interesseret i hinandens liv- for det bliver kun til flygtige beskeder i den oprindelige friend request. Når den første nysgerrighed over at høre, hvad gamle skolekammerater eller bekendte har lavet de sidste 10 år har lagt sig, glider de langsomt ud i glemslen igen. Vi har dog narret os selv til at tro, at vi stadig deltager i hinandens liv, bare fordi vi følger med i, hvad de har valgt at poste på Facebook. Men hvor meget bliver det til i længden? Og hvor realistisk er det billede de vælger at fremstille?
Vi har faktisk ændret kommunikationsmønster i så stor en grad, at det vi tidligere brugte en masse ord og energi på at få sagt med ord nu kommunikeres ud som tekst bag computerskærmens tryghed. Tidligere ville ”jeg skal giftes/jeg er alkoholiker/blevet skilt” have affødt en umiddelbar reaktion, måske endda et lille kram, nu er den menneskelig kontakt blevet erstattet af et ”tillykke/Øv da/:(” som kommentar til ens status. Jeg synes faktisk Facebook har stjålet mit kram!

Nogle vil mene at ”like” knappen kan blive en virtuel erstatning for et kram- jeg synes bare den har udviklet sig lidt til et tyranniredskab, for folk skal ‘like’ din kommentar, ellers er det som om du ikke eksisterer, som om du har stået på en bakketop og råbt ud i den mørke nat uden at nogen hører dig.

Den lille knap bliver indikator for om du har venner og bekendte, der gider forholde sig til dig.

Men i virkeligheden savnede jeg nok Facebook…


På trods af al min rasen mod Facebook må jeg indrømme, at der er elementer ved Facebook som jeg virkelig har savnet! Og skubbet fra mit kursus kan meget vel vise sig at være den ”undskyldning” jeg havde brug for, for at komme tilbage i folden. At være uden en profil kan nemli’ også føles som et meget ensomt sted.

Når de fleste har valgt at indgå i den kommunikationsform som Facebook fordrer, bliver man ret afskåret for en del sociale aktiviteter for ikke at nævne deltagelse i konkurrencer eller online tilbud hvis man har valgt at stå udenfor og kikke ind.
Og pga. sin udbredelse er Facebook bare et af de mest effektive medier for udbredelse af et budskab. Skal der samles ind til et kattehjem eller laves en demonstration er det bare få klimp på tastaturet og vips; budskabet er ude.

Når man er et genert menneske, som mig, er Facebook bare et af de fineste redskaber til at få insiderviden om folk (læs: snage om ham den søde med de brune øjne og de flotte… hænder;). Her er fri info om alt det man ikke tør spørge om, selvom man er virkelig nysgerrig (læs: har han en kæreste?). Så måske kan man via Facebook få en indgangsvinkel som kunne gøre chancerne for, at man blamerer sig selv lidt mindre?

I følge Erik Clausen er det værste i verden et nærigt menneske, og selvom jeg har været pigesur i et par år, så prøver jeg at være gavmild med virtuelle kram til Facebook lige nu.

Posted in Dig og mig- og alle de små ting imellem os | Leave a comment