Børn – det er bare ikke for alle!

De fleste kan blive enige om, at der er visse mennesker som nok aldrig skulle have haft børn – men hvad sker der når en veluddannet, stille og rolig- og på mange måder ’mor-agtig’ kvinde vælger børn fra? Så fløjtes jagten ind, og man tillægges alverdens egoistiske og/eller emotionelt afstumpede motiver.
Jeg har taget en beslutning om at fravælge egne børn. Ikke fordi jeg hader børn, Jeg knuselsker faktisk mine kusiners børn. Jeg ønsker bare ikke egne børn.

Jeg har knoklet for at komme igennem universitetet, fordi jeg altid har ønsket et andet liv end mine forældre, et liv med flere muligheder end man har som ufaglært/bistandsklient. Jeg har arbejdet hårdt for at nå dertil hvor jeg er i dag, ikke for at gå på nedsat tid eller gå rundt med konstant dårlig samvittighed over at placere mit barn i daginstitution i 10+ timer. Jeg ønsker ikke et liv, hvor det primære formål med min tid bliver daginstitutions lukketider, flitsbuebarn-i-Netto, våde flyverdragter og livslang angst for deres fremtid.

Børn er ikke den eneste mening med livet

”BØRN ER MENINGEN MED LIVET!” Sagde en kvindelig bekendt med en stemme som, ansporet af diskussionen om børn og retten til fravalg, havde nået et ubehageligt skingert niveau. Hendes forjagede blik signalrede dog, at virkeligheden om livet med børn nok ikke helt harmonerede med den fantasi hun havde malet med rosa penselstrøg. Og nu havde hun krampagtigt brug for at gentage den ”sandhed” som hun selv engang havde overgivet sig til. Jeg skulle ikke slippe for et fordømmende blik og en irettesættelse!

Er jeg den eneste som synes, at det er en virkelig sørgelig erklæring, at ens liv ikke har nogen mening før man fik børn? At ens liv ikke gav mening før, er vel ikke det bedste salgsargument for at sætte unger i verden?!?
Jeg anerkender, at børn kan være en berigelse for visse mennesker, at rollen som mor/far har givet deres liv en ekstra dimension – ikke fordi deres liv var dårlig før, men bare at deres liv er blevet beriget på en helt fantastisk måde nu hvor de har børn. Jeg ved bare, at mit liv ikke bliver bedre, hvis jeg får børn.

Karrierekvinde og familiefar?

I et samfund, hvor det forventes, at man som kvinde klarer at jonglere med både børn, karriere, selvrealisation og at vedlige holde sin krop så man til sidst er ved at kvæles i kompromisser og restriktioner, bliver der skævet med et forurette blik til én, hvis man står ved, at man ikke ønsker sig et liv efter alle samfundets normer.
Hvorfor er ”karrierekvinde” så negativ ladet? – som om man er et menneske, hvis hjerte er frosset fast i en tykke iskappe, som har lagt sig som et slør over ens sjæl. Som om man er en forræder mod sit køn, hvis man vælger noget andet end det samfundet forventer man vil som kvinde. Hvorfor er “familiefar” samtidigt så positiv ladet – skal mænd have ekstra kredit for at prioritere den familie de selv har valgt at stifte?
Står valget mellem karrierekvinde eller mor? Jeg betragter ikke mig selv som en karrierekvinde, og jeg bliver aldrig en mor. Jeg er bare mig; både ambitiøs men også med hjertet og integriteten intakt, og det vil jeg blive ved med at slå et slag for. Også uden børn.

 

 

 

This entry was posted in Dig og mig- og alle de små ting imellem os. Bookmark the permalink.

Comments are closed.