Facebook har stjålet mit kram!

Jeg er for nyligt kommet på Facebook igen efter en meget frivillig pause på 2½ år – for i forbindelse med et forestående kursus i digital marketing og social medier, hvor en Facebookprofil bliver et arbejdsredskab, måtte jeg overgive mig…

Jeg havde faktisk forsvoret, at jeg nogensinde skulle bruge det ”se mig, jeg har 300 venner – pouchy lips- og det fedeste liv” udstillingsvindue igen.

Facebook blev det ensomste sted i verden…

Beslutningen om at lukke min Facebook profil var ikke nem, for jeg vidste godt, at en del af mine connections var båret frem af de muligheder Facebook giver for at være i kontakt med nogen uden helt at være der alligevel, og dem ville jeg miste den sidste rest af forbindelse til, hvis jeg lukkede kontoen.
Jeg synes, det er problematisk, at vi foregiver at være interesseret i hinandens liv- for det bliver kun til flygtige beskeder i den oprindelige friend request. Når den første nysgerrighed over at høre, hvad gamle skolekammerater eller bekendte har lavet de sidste 10 år har lagt sig, glider de langsomt ud i glemslen igen. Vi har dog narret os selv til at tro, at vi stadig deltager i hinandens liv, bare fordi vi følger med i, hvad de har valgt at poste på Facebook. Men hvor meget bliver det til i længden? Og hvor realistisk er det billede de vælger at fremstille?
Vi har faktisk ændret kommunikationsmønster i så stor en grad, at det vi tidligere brugte en masse ord og energi på at få sagt med ord nu kommunikeres ud som tekst bag computerskærmens tryghed. Tidligere ville ”jeg skal giftes/jeg er alkoholiker/blevet skilt” have affødt en umiddelbar reaktion, måske endda et lille kram, nu er den menneskelig kontakt blevet erstattet af et ”tillykke/Øv da/:(” som kommentar til ens status. Jeg synes faktisk Facebook har stjålet mit kram!

Nogle vil mene at ”like” knappen kan blive en virtuel erstatning for et kram- jeg synes bare den har udviklet sig lidt til et tyranniredskab, for folk skal ‘like’ din kommentar, ellers er det som om du ikke eksisterer, som om du har stået på en bakketop og råbt ud i den mørke nat uden at nogen hører dig.

Den lille knap bliver indikator for om du har venner og bekendte, der gider forholde sig til dig.

Men i virkeligheden savnede jeg nok Facebook…


På trods af al min rasen mod Facebook må jeg indrømme, at der er elementer ved Facebook som jeg virkelig har savnet! Og skubbet fra mit kursus kan meget vel vise sig at være den ”undskyldning” jeg havde brug for, for at komme tilbage i folden. At være uden en profil kan nemli’ også føles som et meget ensomt sted.

Når de fleste har valgt at indgå i den kommunikationsform som Facebook fordrer, bliver man ret afskåret for en del sociale aktiviteter for ikke at nævne deltagelse i konkurrencer eller online tilbud hvis man har valgt at stå udenfor og kikke ind.
Og pga. sin udbredelse er Facebook bare et af de mest effektive medier for udbredelse af et budskab. Skal der samles ind til et kattehjem eller laves en demonstration er det bare få klimp på tastaturet og vips; budskabet er ude.

Når man er et genert menneske, som mig, er Facebook bare et af de fineste redskaber til at få insiderviden om folk (læs: snage om ham den søde med de brune øjne og de flotte… hænder;). Her er fri info om alt det man ikke tør spørge om, selvom man er virkelig nysgerrig (læs: har han en kæreste?). Så måske kan man via Facebook få en indgangsvinkel som kunne gøre chancerne for, at man blamerer sig selv lidt mindre?

I følge Erik Clausen er det værste i verden et nærigt menneske, og selvom jeg har været pigesur i et par år, så prøver jeg at være gavmild med virtuelle kram til Facebook lige nu.

This entry was posted in Dig og mig- og alle de små ting imellem os. Bookmark the permalink.

Comments are closed.